Referat af generalforsamling tirsdag den 5. februar 2008 kl. 19.30 på Agerskov Kro.
Under punkt 1 bød formanden velkommen til de 29 fremmødte og Kresten Appel blev valgt til ordstyrer.
Under punkt 2 af lagde formanden beretning som følger:
Vi har nu i flere år fået lavet programmet på als, men da vi har fået et godt tilbud fra en trykker i Skærbæk, som kunne gøre det kr. 3000,00 billigere, har vi valgt at prøvet dette.
Tak til Guderup og Toftlund for afholdelse af henholdsvis børnekongeridning og JVs kongeridning. Konge ved børnene blev Carina Jessen for 3. gang og ved de voksne blev det Benny Kohls for 2. gang. Benny har tidligere været konge i 1995. Kronprins ved børnene blev Jesper Kohls og ved de voksne Hans Nicolajsen. Prins ved børnene Lissi Gundersen og ved de voksne Anton Feddersen..
Under punkt 3 fremlagde kassereren regnskabet som sluttede med et overskud på kr. 3.133,91. Der var et tilgodehavende på kr. 312,50, som efterfølgende er blevet indbetalt.
Regnskab og beretning blev enstemmigt godkendt.
Under punkt 4 var der genvalg til Karl Egon Jensen og Hary Clausen.
Under punkt 5 blev Carl Chr. Petersen genvalgt som suppleant
Under punkt 6 valgte Kresten Appel ikke at genopstille som revisor efter 21 år på posten. Mogens Andersen, Agerskov blev foreslået og valgt.
Under punkt 7 blev det meddelt at JydskeVestkystens kongeridning i år afholdes i Augustenborg. Der var to ansøgere – Bevtoft og Augustenborg – men da vi sidste år havde kongeridning på rund ring i Toftlund, valgte vi Augustenborg og dermed pladering og samtidig er Bevtoft meget tidlig i år, hvilket kunne have indflydelse på deltagerantallet.
Børnekongeridning afholdes i år i Agerskov, som har 100 års jubilæum, hvilket også giver det ønskede skift mellempladering og rund ring.
Under eventuelt blev følgende diskuteret :
Anton Jensen spurgte til forsikringsforhold i de forskellige foreninger. Der var rigtig stor forskel i den pris der blev betalt og nogle foreninger var gået sammen med idrætsforeninger m.m. og havde derved fået en billigere præmie. Bestyrelsen prøver at tage kontakt til nogle forsikringsselskaber, om der evt. er mulighed for at lave en kollektiv forsikring gennem ringriderprogrammet. Resultatet af dette vil fremgå af det nye program, så alle foreninger kan tage højde for dette.
De nye regler for tilladelse til transport af heste udover 65 km blev diskuteret. Der var mange forskellige meninger og konklusionen er nok at vi på et tidspunkt bliver nødsaget til at have dette kursus for at være sikre på at køre lovligt og da bødestørrelsen er på kr. 5000 pr. forseelse, kan det blive en dyr fornøjelse. DV forsøger at få tilladelse til at afholde et specielt kursus for transport af heste, som så skulle nedsættes til 2 dage, der var også udsagn fremme om at man kunne tage kurset i tyskland, hvor det kun tager 1 dag.
Generalforsamlingen blev herefter afsluttet med en tak til Kresten Appel for godt samarbejde gennem årene.