Generalforsamling 2020

Referat af generalforsamling på Røde-Kro den 4. februar 2020

 

  1. Velkomst ved formand og valg af ordstyrer

Formand Tanja Olesen bød velkommen til de 56 fremmødte, og Claus Hissel blev valgt som ordstyrer.

 

  1. Formandens beretning

I 2019 startede året ligesom det plejer, med at få samlet og gennemgået grogrammet inden det kunne sendes til tryk. Herefter kunne vi få det tjekket igennem for fejl og sidst men ikke mindst få dem delt ud.

I 2019 lå vi tidligt ud med børnekongeridning i Tønder. Det var en kold og blæsende dag, men ikke desto mindre mødte 11 forventningsfulde og spændte børn op til vores arrangement, og efter en spændende dyst kunne vi kåre Svend Aage Kjeldstrøm som årets Børnekonge, Lea Schulz som kronprins og Jacob Schmidt som prins. Derudover var der også placering til Louise Bonnichsen, Jonas Olesen, Sofie Petersen og Christian M. Brink. Vi havde gentaget samarbejdet med Horze Sydjylland og Land & Fritid og uddelte gavekort på 100 kr. til alle børneryttere der tog ring nr. 3-6-9.

Kongeridning for de voksne blev i 2019 afholdt i forbindelse med Over Jerstal Ringriderforenings 110 års jubilæum. Som noget nyt stod Ringriderprogrammet alene som sponsor, da vores mangeårige sponsor Jydske Vestkysten ophørte. Det betød at der for de voksne kun var præmier til de tre bedste, nemlig konge, kronprins og prins. Vejret var med os, for hvor sæsonen stod i blæstens tegn, så var der i Over Jerstal solskinsvejr. 28 ryttere var tilmeldt dysten, hvilket må siges at være rigtig flot. Efter en flot og spændende dyst kunne vi kåre Jacob Petersen som Ringriderprogrammets Konge og Hans Nicolaisen som kronprins og Anette Bonnichsen som prins. For dem der ikke var i Over Jerstal kan vi fortælle, at vi havde valgt at sætte ”overliggeren” på jorden mellem de to kongegalger, hvilket vi synes fungerede rigtig godt.

I forbindelse med vores to afholdte arrangementer, skal der lyde en stor tak til Tønder Ringriderkorps og Over Jerstal Ringriderforening for samarbejdet omkring afholdelsen af vores kongeridninger. Derudover skal der også lyde en stor tak til Viola Schulz for at være behjælpelig med at levere de flotte kranse, samt tak til alle de frivillige der hjælper os. Desuden skal der også lyde en stor tak til JL Skilte i Toftlund for sponsorering af Ringriderprogrammets nye overligger.

I den sammenhæng kan jeg oplyse, at Kongeridning for voksne i år afholdes i samarbejde med Løgumkloster Ringriderforening og Kongeridning for børn afholdes sammen med Christiansfeld-Frørup Ringriderforening. Da det endnu ikke er lykkedes at finde en ny sponsor, fortsætter vi som sidste år, med tre præmier hos de voksne og max 7 præmier hos børnene.

Vi bruger i forbindelse med kongeridningerne rigtig meget tid på at finde ud af, hvem der kan deltage. For at lette dette arbejde, har vi i bestyrelsen besluttet, af for at man kan deltage i kongeridningen, så skal den forening hvor man er blevet konge have en annonce i ringriderprogrammet OG kongen skal fremgå af resultatlisten bagerst i programmet. På den måde sikrer vi, at dem der bidrager til programmet også er dem der kan få deres konge med i dysten.

 

Som noget nyt i år, har vi i bestyrelsen valgt, selv at stå for den grafiske opsætning af det kommende ringriderprogram. Vores opfordring til Jer er derfor, at I får færdiggjort jeres annoncer i god tid. Det er nemlig rigtig vigtigt for os, at i overholder deadline for aflevering af annoncerne, så vi har materialet senest til vores generalforsamling. Det er udelukkende for, at vi har den nødvendige tid til at sætte det sammen, og så vi kan få programmet ud til Jer i god tid inden sæsonstart.

Vi skal aflevere materiale til tryk den 21. februar, og vi har derfor brug for, at ALLE annoncer er indsendt senest fredag den 14. februar.

 

Igen i år, er vi nød til at komme med det samme budskab som tidligere år. For at vi kan have en forening som vores, er det vigtigt for os, at foreningerne får betalt deres regning. Så ligesom sidste år, vil jeg gerne opfordre til, at foreningerne bliver opmærksom på opkrævningen der kommer i forbindelse med uddelingen af ringriderprogrammerne. Vi bruger en hel del tid på at følge op på manglende betalinger, og vi har derfor set os nødsaget til at lave følgende regler, hvis ikke foreningerne betaler sin regning: Man vil ud over det skyldige beløb blive pålagt at betale et rykkergebyr + betaling forud for det kommende år. Gør man ikke det, kan foreningen ikke få sin annonce med i programmet.

Der skal dog også lyde en stor ros til de foreninger, der betalte deres regning allerede før programmerne var delt ud.

 

Til sidst vil vi gerne takke alle Jer, som bakker op om Ringriderprogrammet. Både annoncører, jer som hjælper til vores arrangementer og Jer som er behjælpelige med at levere resultater og billeder fra sæsonens ringridninger. Derudover skal den største tak lyde til bestyrelsen for det store arbejde i har ydet i det forgangne år – i knokler og det er jeg taknemmelig for.

Så tak for 2019, jeg håber 2020 bliver mindst ligeså godt.

 

  1. Kassererens regnskab

I 2019 havde vi indtægter for 52.118,50 kroner og udgifter for 50.859,50 kroner. Det betød et overskud på 1.259 kroner. Formuen pr. 31.12.2019 lød på 62.890,19 kroner. Alle pengene stod i Nordea.

Der blev stillet spørgsmål til to poster:

Diverse indtægter på 9.750 kroner: Ringriderprogrammet har modtaget et sponsorat i forbindelse med indkøbet af et nyt kamera.

Investeringer på 8.633,80 kroner: Ringriderprogrammet har som nævnt investeret i et nyt kamera, men pengene hertil er modtaget som et sponsorat.

 

  1. Valg til bestyrelsen

Følgende var på valg: Tanja Olesen og Mette Beyer Junker. Begge modtog genvalg og blev genvalgt.

Valg af suppleant, her var Finn Gundersen på valg og han modtog genvalg.

  1. Valg af revisor

Mogens Andersen var på valg og modtog genvalg.

 

  1. Eventuelt

– Der blev ytret ønske om, at foreningerne laver ens regler for, om der må sættes højde ved kongeomridning såvel som ved det øvrige omridning, således at det er ens for alle uanset antal ringe.

– Augustenborg Ringriderforening fortalte om deres besøg af Ole Henriksen i 2019. Der blev lavet en udsendelse, som blev vist i fjernsynet, og som gav sporten lidt landsdækkende reklame.

– Over Jerstal Ringriderforening takkede bestyrelsen for samarbejdet omkring kongeridningen i 2019, og opfordrede andre foreninger til at støtte op, og byde ind i forhold til afholdelsen.

– Ringriderprogrammets bestyrelse opfordrer til, at de foreninger der får tildelt kongeridningen er opmærksom på, at det kan være nødvendigt at ændre i tidsplanen, da arrangementerne hurtigt kan skubbe tidsplanen.

– Afslutningsvis blev alle de kendte datoer for sæsonens ringridninger gennemgået, og formanden takkede endnu engang for fremmødet, og ønskede alle en god ringridersæson.